Fodboldtrøjens historie

Fodboldtrøjen blev, ligesom spillet fodbold, opfundet i England. Vi bringer her en kort fortælling om fodboldtrøjens udvikling fra dens oprindelse til den milliardforretning salget af dem er i dag.

I 1863 begyndte fodbold at blive en populær sport i England. Samme år blev det engelske fodboldforbund
Football Association (FA) grundlagt. På dette tidspunkt havde holdene ikke bestemte farver, og spillerne
havde ikke en bestemt uniform eller specifik trøje, som de bar under kampene. I disse år var hvide trøjer
de billigste og de mest udbredte. Derfor benyttede mange af spillerne denne farve. Senere begyndte spillerne
at bære ensfarvede hætter og halstørklæder, for at kunne skille sig ud fra modstanderens hold.

I 1870′erne begyndte de første egentlige fodboldtrøjer at dukke op. I de fleste tilfælde var
det organisationer eller skoler som lavede ensfarvede trøjer til deres fodboldhold.
Da den første FA Cup finale blev spillet i 1872, spillede de to finalister i blandede farver.
Det ene finalehold The Wanderers stillede op i pink og sort, mens modstanderne The Royal Engineers
spillede i navyblåt og mørkerødt. Tilskuerne bar halstørklæder med holdets farver for at vise deres støtte.

11 år senere, i år 1883 begyndte der at dukke forskellige mønstre op på trøjerne.
I første omgang bestod mønstrene hovedsageligt af striber enten lodrette eller vandrette.
Trøjerne var fremstillet af 100% tungt bomuld og sådan forblev det indtil midten af det 20. århundrede,
hvor letvægtertrøjerne blev introduceret. Disse nye trøjer var fremstillet af polyester og nylon, hvilket
udover at gøre dem meget lettere, også gjorde dem billigere at producere og nemme at vaske.
Med denne revolution inden for fodboldtrøjer kunne klubberne begynde at tjene penge, ved at sælge klubbens
trøjer til supportere.

I slutningen af 1970′erne begyndte fodboldtrøjerne at blive populære i England, og siden har industrien
udviklet sig til en milliardforretning i store dele af verden.